Mikael Jantzen

Musikken du hører spilles af Finn Olafsson. Nummeret hedder "Hjertesorg", og stammer fra CD'en "Acustic Guitar 2" (www.finnolafsson.com og www.olafssongs.dk). KODA og Finn Olafsson har givet tilladelse til afgiftsfri afspilning i 3 år. (Siden er oprettet den 2. november 2006 - opdateret den 12. juni 2007)

Til minde om min elskede storebror

Mikael Jantzen

6. januar 1955 - 28. august 2006

Billederne her er taget den 16. februar 2002, da vi fejrede min fødselsdag

Nummeret "Hjertesorg" som du kan høre min gode ven Finn Olafsson spille her, er lagt ind som underlægningsmusik, fordi Finn satte sig ned, den dag, og på det tidspunkt min storebror blev bisat, og spillede nummeret for/til ham. Havde Finn vidst, at bisættelsen ikke fandt sted i Frøslev, Sønderjylland, men i Frøslev, Stevns, var Finn kommet selv og havde spillet "live" - så hvad kunne jeg gøre andet end bruge melodien som underlægningsmusik på denne side :-)

Den 28. august 2006 blev ikke den dag, jeg havde forestillet mig. Jeg havde været til ridning for første gang i mange år. Min mand Mikael havde været med for at tage billeder af mig til hest, som jeg glad skulle hjem og sende med mail til min storebror. Inden jeg nåede det, ringede min svigerinde og fortalte mig, at min elskede storebror var omkommet i en eneulykke på Holbækmotorvejen ved afkørsel 17.

Her er hvad min storebror ikke fik set på computeren, men som han fik med sig på rejsen.

Og lidt live

Den 2. september 2006 blev min elskede storebror bisat. En umådelig smuk ceremoni. For 2. gang i mit liv oplevede jeg, at præsten brugte "FOOTPRINTS" ("FODSPOR"), som trøst til de pårørende. Til Jer, der ikke kender digtet, kommer det her:

FODSPOR
En nat havde en mand en drøm. Han drømte, at han gik på stranden sammen med Gud. Henover himlen så han i glimt scener fra sit liv. For hver scene, lagde han mærke til 2 sæt fodspor i sandet, et tilhørende ham selv, det andet tilhørende Gud.

Da den sidste scene fra hans liv viste sig for ham, kikkede han tilbage på fodsporene i sandet. Han lagde mærke til at mange gange i hans liv var der kun et sæt fodspor. Han lagde også mærke til, at det skete i de dårligste og mest triste tider i hans liv. Det generede ham virkelig og han spurgte Gud om det. "Gud, du sagde, at når jeg valgte at følge Dig, ville Du gå ved siden af mig hele vejen. Men jeg har lagt mærke til, at i de mest ulykkelige tider i mit liv, er der kun et sæt fodspor. Jeg forstår ikke, hvorfor Du forlod mig, når jeg havde mest brug for Dig."

Gud svarede. "Mit vidunderlige barn, jeg elsker dig, og jeg ville aldrig forlade dig. Gennem de tider med prøvelser og lidelser, hvor du kun ser et sæt fodspor, det var dengang jeg bar dig."

Det er et digt, der betyder utrolig meget for mig, så da præsten begyndte på det, var det som om det hele - for mig - blev lidt lettere.

Hvis du har lyst til at se billederne fra kirken og alle de smukke blomster, der var i hele kirken og helt udenfor, så klik her (PDF fil - tryk på mellemrumstangenten for at bladre i billederne).

Det der var det mest specielle var, at en admiralsommerfugl fløj rundt inde i kirken - ja, helt oppe at sidde på præstens krave. Ingen af os, der var til stede, var i tvivl om, at det var min storebror, der var der i form af sommerfuglen. Som jeg sagde senere - :"... jamen han var jo major - nu er han blevet forfremmet til admiral..."

Den 17. februar 2007 fejrede jeg min 50 års fødselsdag. Den havde været planlagt længe, så meget var planlagt for at "drille" min storebror - andet var planlagt for at glæde ham. Disse ting blev efter den 28. august 2006 meget vigtige for mig at gennemføre, nu for at mindes ham, og for at ære ham - om ikke andet så bare helt for mig selv :-)

Noget af det, der var for at drille min bror, var at der skulle danses Sønderhoning - en Fanø folkedans. Her kan I se et lille klip fra en frokosten. Jeg danser med Ryon, ham der havde ordnet, at jeg kunne låne en dragt :-)

Noget, der var til min brors ære, var, at jeg havde lånt en dragt, så jeg var i Fanødragt. Her er jeg sammen med hans døtre Trine og Rikke

Grethe var sød at hjælpe mig efter festen ved at tage 2 af borddekorationerne med til København og stille en hos min Far og hos min bror. Det var dejligt. Dekorationerne var derfor bestilt i rødt og hvidt :-)

Min skøre og vidunderlige mand forærede mig en gave, som betyder mere for mig, end ord kan forklare. Han havde fået lavet en 1:1 admiralsommerfugl til mig i sølv. Den er bare SÅ smuk, og når jeg har den på, så har jeg ligesom min storebror med mig :-)

Flere billeder og videoklip kan ses på www.møffemor.dk

I 2000 mistede jeg min Far. Han døde smukt den 21. august, på en meget smuk dag - der hvor han elskede at opholde sig, iført det tøj han elskede at gå rundt i. - Det var for mig helt i orden, at han døde. Han havde levet et liv, hvor meget var sket, så at han blev 72, synes jeg var flot. Og han døde på en værdig måde, ved bare at falde om, og så var det slut.

Det har til gengæld været sværere end svært at miste min storebror. Jeg har aldrig oplevet en smerte som den. Da vi var børn fik jeg altid dårlig mave, når han skulle rejse væk på sommerlejr eller lignende. Jeg savnede ham nærmest inden han var taget afsted. Det til trods for, at vi var ÆGTE søskende :-) med det mener jeg, at vi kunne slås og skændes, så det gav genlyd i naboejendommen - men hvis nogen kom for tæt på, SÅ stod vi sammen.

Han var en fantastisk storebror. Han passede på mig, og INGEN skulle gøre mig noget. Der var heller ingen, der skulle gøre ham noget. Det kom en af hans klassekammerater (Ove) til engang. Det resulterede i, at jeg marcherede gennem skolegården, stillede mig lige foran ham, smak ham en på skrinet, så det sang - og så marcherede jeg af igen.

I meget ung alder kom min storebror ind i Hjemmeværnet. Han kom stolt hjem med alt sit grej, og da jeg havde min veninde Birgitte på besøg, så skulle han liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiige vise sig - Han skulle liiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiige demonstrere, hvordan man skilte geværet ad - og hvad skete der så? Jo - en meget lille fjeder sprang op i luften fra sin plads i geværet - tog den flere meter gennem luften, og landede på gulvtæppet. Et nålefilt tæppe, der var mørkeblåt. Om det var nemt at finde den der =?)/)&/&%¤#&#¤" fjeder? NEJ!!!! Birgitte, min bror og jeg brugte flere timer på knæ og ledte efter den. Vi fandt den til sidst - men så var det lidt ligesom om, det der imponeringstrick var gået fløjten :-)

Vi har lavet mange ting sammen gennem barndommen. Nogle var sjove, nogle var uartige/frække, og nogle var og er ikke for forældres ører :-)

Hver morgen, når jeg sidder og spiser morgenmad, ser jeg på et billede af min bror. Jeg har nemlig fået lavet et billede af ham, og det hænger i køkkenet - for hvor hænger man ellers et billede af en person, der i den grad er VILD med mad og alt det, der ellers kan fremtrylles i et køkken? Det er så hyggeligt, for så kan jeg lige sige hej til ham :-)

I år (2007) startede vi en tradition på hans fødselsdag. - Gården, som Grethe og min bror købte hedder Lindevang - den restaurant, som Mikael og jeg spiste på første gang, og som er skyld i VANG i Kongevang, hedder Café Lindevang og ligger på Frederiksberg. Så der tog vi hen og spiste frokost den 6. januar - og så opstod der en tradition. Den nærmeste lørdag på 6. januar tager vi på Café Lindevang og spiser frokost, efter vi har været på kirkegården. Lige i hans ånd :-)

Grethe sendte mig dette billede, som er et af de sidste billeder, der et taget af min bror - og så er det bare SÅ!! godt :-)

Glimt i øjet og et stort smil - som altid :-)

Dette billede stammer fra et besøg her på Fanø i sommeren 2003. Der blev serveret Fanøsmørrebrød og kaffepunch :-)

Tehætten varmede godt om ørerne - i de der 25 graders varme vi ellers havde ;-)

Og her er han i sin glansrolle - underholdende, så alle vi andre var ved at tisse i bukserne - og han holdt bare masken.

Her er det vores mor, der har det svært :-)

Den 6. januar 2007 var vejret smukt og solrigt - hvilket vi på det tidspunkt ikke var vant til. Det havde regnet og regnet, så alt bare var mudder og sump.

Jeg var så glad for, at jeg holdt min 50 års fødselsdag lørdagen før min fødselsdag, i stedet for at gøre det lørdagen efter. Den 17. februar 2007 var en meget smuk og solrig dag. Havde det været lørdagen efter, var der nok mange, der ikke var kommet, for i det halve af Danmark væltede sneen ned, og lå i meter høje driver langs med vejene. Jeg tænkte på min bror, hvis 50 års fødselsdagsfest blev drastisk reduceret, idet den blev holdt den 8. januar 2005 - og som nogen måske husker, så var der storm/orkan over Danmark den dag. Så jeg var heldig :-)

8-10 juni 2007. Min svigerinde har været her på besøg, og hun havde en gave med til mig. Jeg havde spurgt hende, om hun ville finde en ting til mig, der havde været min brors. - Det havde hun med til mig. Det var min brors Penny Whistle og et billede fra den dag i Irland, hvor fløjterne var blevet købt. Rikke og Trine havde nemlig også fået en hver. De sidder sammen og spiller. RIGTIG HYGGELIGT. Når jeg har fået sat fløjten på billedet, og hængt det op, vil jeg tage et billede, som vil komme her. Grethe valgte netop den gave, fordi vi havde musikken sammen. Jeg er SUPER glad for gaven, også fordi den giver mange gode og sjove minder fra vores barndom. Dengang min bror gik til blokfløjte, og jeg sad på den anden side af bordet og kikke på noderne - og fulgte med, når han spillede. Det afstedkom, at jeg også begyndte at spille blokfløjte. Mine fløjter er nu hos Rikke, for jeg kan ikke længere spille på dem på grund af gigt.

4. maj 2008. Jamen som tiden dog går. Mange ting er sket siden sidst. Den 14. juni 2008 udgiver jeg en bog "Fanø i billeder". Det bliver en meget stor dag for mig. Bogen vil også - på sin egen måde - have min elskede storebror i sig. Det vil nemlig være sådan, at på de sider, hvor billederne ikke går helt til kanten, vil baggrunden være sand med fodspor - med digtet "Footprints" som inspiration - og så vil der med løs hånd være spredt admiralsommerfugle hen over sider i bogen. Det vil være min måde at ære min storebror på.

14. april 2009. Uh-ha, hvor er der gået lang tid, siden jeg sidst skrev lidt her. Idag ville vores Far være fyldt 81. Så er det ca. 8½ år siden han døde. Jeg er så taknemmelig over, at jeg fik lov at have min storebror nogle flere år. Der går ikke een dag, uden at jeg tænker på ham :-) Det ved jeg, der også er andre, der gør - f.eks. vores barndomsveninde Birgitte (som er lige gammel med min storebror), som jeg lige har fået kontakt med igen efter 25 år. Hvert år den 6. januar har hun tænkt på min storebror, og den 19. februar på mig - jeg har tænkt på hende den 17. marts - hvor er det hyggeligt, at vi har tænkt på hinanden på fødsesldagene :-) Vi har ved Gud lavet mange ting (måske ballade ;-) ) sammen. En situation jeg ALDRIG glemmer, var da Birgitte, jeg og en fælles veninde Marianne lagde skumle planer om at bilde min storebror ind, at han havde gjort Birgitte gravid ved at kysse hende. Jeg hentede ham oppe i ungdomsklubben (vi var ikke særlig gamle, men vi tøser havde måske lidt mere styr på forplantningen end min storebror <smil>). Mens jeg hentede Mikael, lagde Marianne dukketøj frem på sofaen, for han og Birgitte skulle tale sammen inde hos Marianne, der var alene hjemme. Min storebror blev LIG-bleg, da han fik beskeden om, at han muligvis havde gjort Birgitte gravid .... men til sidst kunne vi ikke holde masken, så han blev sur, og vi fnisede på bedste tøsemanér. - Vi havde også nogle spisebordsstole, som fik en tur, når Mikaels temperament løb af med ham - og det endte med at gå ud over Birgitte, som en dag kom og satte sig på stolen .... men hun fortsatte helt ned på gulvet, og stolens ben ud til hvert verdenshjørne .... Hun kom heldigvis ikke til skade. - Ja, minderne har man da heldigvis - og mange af dem :-) Dem er jeg meget taknemmelig for. Det havde været dejligt, hvis jeg havde kunnet fortælle min storebror om min helikoptertur, og vist ham alle de billeder, jeg fik taget - men han er nok opdateret på, hvad jeg render rundt og laver :-). Til sommer tager vi til Verona, hovedsageligt for at se Aida i Arenaen - DET bliver en stor og bevægende oplevelse. Når jeg tænker på Aida, så tænker jeg også på den dag for ufatteligt mange år siden, da 5. By's 6 Aidahorn spillede Triumfmarchen - min storebror blæste i det ene, og Onkel Ibs Per i et andet. Jeg var vel 10 og Mikael 12 eller sådan deromkring. Jeg ved vores mor har et lysbillede fra den Nytårsparade i aulaen på Sønderjyllandsskolen. - Jeg har for resten også fået kontakt til min storebrors gamle skolekammerat Erik på Facebook. Det er hyggeligt.

20. oktober 2009. Jeg har netop haft besøg af Grethe, Rikke og Trine. DET var bare dejligt og super hyggeligt. Grethe havde en masse billeder med af min storebror, som hun havde lovet mig. Dem kan du se nedenfor:

Her spiller Mikael på Aida-horn Man kan da SAGTENS bære sine døtre....